De ydre rammer på knap 20.000 kvm til Servicehuset er rejst, så Region Nordjylland kunne i strålende solskin og 25 graders varme den 26. juni fejre rejsegilde for Servicehuset til det nye universitetshospital.
Projektdirektør Niels Uhrenfeldt bød velkommen til de omkring 170 håndværkere og gæster, der deltog i rejsegildet, hvor regionsrådsformand Ulla Astman, direktør ved Aalborg Universitetshospital Kim Mikkelsen og byggeleder Poul Arndrup fra Niras holdt tale for håndværkerne.
Efter taler og hurraråb for byggeri og håndværkere var der pølser til alle, og gæsterne kunne besøge det 6.600 kvm store centrallager.