Selvkørende transportvogne, elektronisk sporing af udstyr og materiel, digitale platforme og sengeterminaler er eksempler på teknologiske løsninger i det nye byggeri. De intelligente løsninger skal være med til at øge patientsikkerheden, støtte behandling af høj kvalitet og sikre smidige forløb og arbejdsgange for patienter, pårørende og personale.
AGV'er hjælper med transporten
I Hospitalsbyen står såkaldte AGV'er (Automatically Guided Vehicle) for transporten af fx medicin, mad, linned og forbrugsvarer til afdelingerne. AGV'erne er computerstyrede, og benytter sig af specialbyggede gange og elevatorer. Du kommer altså ikke til at møde en AGV på gangene, når du er patient i Hospitalsbyen. Ved ankomsten til en afdeling kan AGV'en aflevere en transportvogn med varerne i et vareforsyningsrum. Det betyder, at personalet kun står for fragten rundt på afdelingen.
Digital styring af klinisk udstyr
I Hospitalsbyen tages T-DOC i brug. T-DOC er et digitalt system, der holder overblik over Hospitalsbyens kliniske udstyr. Det vil sige de rebskaber, der bruges ved operationer. Når der bookes en operation i systemet, så ved T-DOC automatisk, hvad der skal bruges til lige netop dén type operation. De kliniske redskaber pakkes derefter i en kasse, som sendes med en AGV op til operationsstuen på det rette tidspunkt. Sundhedspersonalet kan følge med i, hvor langt kassen er, og hvornår den forventes at nå frem. Det er informationer de bl.a. kan bruge, hvis de får brug for at replanlægge dagens operationer på baggrund af akutte tilfælde. T-DOC ved også om de specifikke redskaber snart skal bruges igen, og derfor skal steriliseres hurtigere end normalt. På den måde er T-DOC med til at sikre bedre udnyttelse af redskaber, nemmere planlægning af operationerne og større patientsikkerhed.
Et transparent hospital
Gennem forskellige digitale løsninger bliver det i Hospitalsbyen nemmere at finde de redskaber og det udstyr, man skal bruge. Det betyder, at en læge der skal bruge en blæreskanner kan slå den op i systemet. Her kan lægen få oplyst præcist hvilket rum, den nærmeste blæreskanner er i. Denne teknologi sikrer, at sundhedspersonalet ikke skal bruge tid på at lede efter redskaber eller udstyr. Også selvom det de mangler, endnu ikke er blevet stillet tilbage på sin plads.
Ankomstregistrering for patienter
Patienten vil blive guidet gennem en nøje planlagt proces for ankomst til hospitalet. Patienten skal ved ankomst til hospitalet starte med at scanne sit sygesikringskort ved indgangen. Herefter bliver patienten guidet til enten et centralt venteområde (fx i forhallen) eller direkte op til et venteområde i den afdeling, hvor patienten har en aftale. Patienten kan se på store tavler, hvornår det er tid til at bevæge sig videre mod destinationen. Det nye system er med til at sikre, at de enkelte venteområder ikke bliver overfyldte - og at patienterne er på rette sted på rette tidspunkt.