Nyt Aalborg Universitetshospital er nu virtuelt

Foto: Lasse Høj Nielsen, Region Nordjylland

Region Nordjylland har som det første hospitalsprojekt investeret i et nyt digitalt redskab – et 3D-studie, hvori det er muligt at ligge 3D modeller af det nye universitetshospital.

Med 3D briller på og en joy pad i hånden er det muligt at få en rundtur på det nye universitetshospital, allerede inden det er bygget for eksempel på en sengestue eller på operationsgangen. De forskellige 3D modeller i BIM-studiet er en slags demomodel af det nye universitetshospital, hvor de forskellige faggrupper får mulighed for at arbejde med hospitalet, inden det er bygget.

Rådgiver og bygherre kan bruge modellerne allerede i planlægningen af byggeriet til at tjekke op på, for eksempel om rum og udstyr er rigtig placeret, og om de har den rette størrelse mv. De forskellige entreprenører på byggepladsen kan tjekke, at eksempelvis rørføringer i lofter ikke kolliderer, før de udfører opgaven på byggepladsen. Mens personalet på Aalborg Universitetshospital får mulighed for at tilrettelægge og at afprøve arbejdsgange på deres nye arbejdsplads som forberedelse til udflytningen til det nye hospital.

Ud over det nye universitetshospital skal der indenfor de nærmeste år også bygges Psykiatri, serviceby og onkologi i området i Aalborg Øst. Disse byggerier vil også kunne få gavn af det nye BIM-studie.

BIM-studiet er endnu et skud på stammen og et skridt videre ind i den teknologiske verden. I relation til byggeriet af det nye universitetshospital benytter regionen allerede en lokationsbaseret planlægning, der synliggør fremdriften på byggeriet samt følger økonomi og afdækker risici.

Nordjyske var i juli på besøg – se indslag om besøget:
https://nordjyskeplus.dk/erhverv/tag-med-paa-en-vild-virtuel-oplevelse/7c670212-fb79-48ae-b3a3-8018922fb2dc

Opdateret