I oktober 2013 blev første spadestik taget til det nye hospital. Siden er der etableret byggeplads og gennemført udgravning til hospitalet. I foråret 2015 afholder regionen to udbud på byggeriet.
- Jeg glæder mig over, at projektet nu er kommet så langt, at de første store arbejder kan sendes i udbud. I øjeblikket er der fuld fart på byggemodningsarbejderne i området, så det bliver spændende, når vi også kan begynde at bygge selve hospitalet, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Både hospital og byggeplads
Det ene udbud vedrører opførelsen af selve hospitalet. Arbejdet omfatter jord-, kloak- og betonarbejder samt montage af betonelementer. Hospitalet opføres i ni etager inklusiv kælder. Der etableres en kælder i to etager, en bygningsbase i tre etager samt to sengetårne på henholdsvis fire og fem etager.
Det andet udbud vedrører en byggepladsentreprise i forbindelse med det cirka 155.000 m2 store hospitalsbyggeri. Byggepladsentreprisen indeholder blandt andet etablering og servicering af byggeplads, drift af byggepladsfaciliteter og adgangsveje, vinterforanstaltninger, servicefaciliteter til håndværkere og funktionærer, portnerfunktion mv.
- Vi håber, at rigtig mange entreprenører er interesserede i at byde på arbejderne. Det er to store udbud, og derfor giver vi også de bydende længere tid til at regne deres tilbud igennem, hvorfor vi først har resultatet på licitationen om et par måneder. Så selvom vi regner med, at vi efter sommerferien kan begynde at støbe fundamenter til kælderen, ja så vil det alligevel vare over tre år, før vi når op på helikopterplatformen på niende etage, fortæller projektchef Niels Uhrenfeldt.
To informationsmøder
Regionen holder to informationsmøder torsdag 26. marts på byggepladsen i Hospitalsbyen 1, hvor de interesserede firmaer kan høre nærmere om de to udbud. Udbuddene kan ses på www.udbud.dk. I begge udbud er der et praktik- og uddannelseskrav om, at 10 % af de aktuelle årsværk udføres af praktikanter. De bydende entreprenører skal aflevere deres tilbud elektronisk på projektets udbudsportal fredag 22. maj 2015.
Yderligere informationer
Læs mere om projektet
www.nau.rn.dk