
Administrerende koncerndirektør Torben Biilmann og koncernøkonomidirektør Eigil Mølsted Madsen fra MT Højgaard var i dag på byggepladsen for at underskrive kontrakten om opførelsen af råhuset til det nye universitetshospital. Regionsrådsformand Ulla Astman og projektchef Niels Uhrenfeldt skrev under på vegne af Region Nordjylland.
- Jeg er glad for, at vi nu er nået hertil. Det er en ganske særlig dag, for kontraktunderskrivelsen er meget skelsættende for projektet. Den betyder nemlig, at vi nu begynder på opførelsen af Nordjyllands nye universitetshospital, som er det hidtil største og dyreste byggeri i regionen. Byggeriet af det nye hospital vil sætte dagsordenen i regionen indenfor byggeri, og det vil få en stor rolle i udviklingen af det fremtidige nordjyske sundhedsvæsen, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Gennemgang af tilbud
MT Højgaard skal udføre betonarbejdet, der omfatter støbning af kældre, søjler og etagedæk. Dertil kommer montage af facadeelementer samt en række jord- og kloakarbejder.
- Selvom det er mange penge, vi har skrevet kontrakt om, så holder prisen sig indenfor det prisleje, vi forventede. Vi har netop afsluttet en proces med MT Højgaard, hvor vi har gennemgået indholdet i entreprenørens tilbud med henblik på at sikre, det omfatter de ønskede ydelser og mængder af beton mv., fortæller projektchef Niels Uhrenfeldt.
MT Højgaard har lang erfaring med at gennemføre store byggeprojekter.
- Vi ser meget frem til at være med til at opfører det nye universitetshospital i Aalborg. MT Højgaard udfører i forvejen en stor del af råhusarbejdet på Det Ny Universitetshospital i Skejby, hvor vi ved hjælp af digitale virkemidler optimerer byggeprocesserne. De værktøjer vil også komme i brug her i Aalborg. Det er et spændende nyt byggeri, som snart skal være regionens omdrejningspunkt i det nordjyske sundhedsvæsen. Vi er derfor stolte over at være valgt til opgaven og ser frem til samarbejdet. Vi er klar over, at der er stort fokus på projektet og derfor også på vores indsats, siger administrerende direktør Torben Biilmann fra MT Højgaard.
Byggepladsen vokser
Region Nordjylland har i dag også skrevet kontrakt med Jorton A/S om en byggepladsentreprise på 62 mio. kr. Afdelingschef Allan Harbo skrev kontrakten under på vegne af Jorton A/S. Byggepladsentreprisen omfatter en række ydelser i forbindelse med etablering og drift af byggepladsen.
- Vi er glade for at have fået denne opgave i forbindelse med byggeriet af det nye universitetshospital. Byggepladsen bliver meget stor, så det er en rigtig spændende opgave, hvor vi skal koordinere arbejdet med mange aktører, udtaler afdelingschef Allan Harbo.
Regionsrådet godkendte i juni begge entreprenører og licitationsresultater, så der bliver snart endnu flere aktiviteter på byggepladsen. Arbejdet med råhuset påbegyndes i august 2015, og det varer omkring 3½ år, før støbningen af råhuset er helt færdig. Byggepladsentreprenøren flytter også ind på byggepladsen til august men bliver på pladsen indtil universitetshospitalet står færdigt i 2020.
Yderligere informationer
Fakta om Nyt Aalborg Universitetshospital
Byggeriet koster 4,1 mia. kr.
Byggeperiode 2015-2020
Hospitalet bliver omkring 155.000 m2 eksklusiv en serviceby med bl.a. centraldepot og sterilcentral
Læs mere om projektet på www.nau.rn.dk