
Lørdag den 10. september havde Regionen inviteret alle interesserede til åbent hus ved byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital. Det tilbud tog omkring 1.000 borgere imod, og på en solbeskinnet lørdag fik de en unik oplevelse på byggepladsen, hvor der normalt kun er adgang for håndværkere.
Stor interesse åbner mulighed for gentagelse
De mange gæster var en positiv oplevelse for dem, som til hverdag arbejder med byggeriet, og interessen viser, at der er grundlag for også i fremtiden at lave offentlige arrangementer, fortæller Regionens projektchef Niels Uhrenfeldt:
- Vi er meget glade for, at borgerne har så stor interesse i at besøge byggeriet. Der var mange gæster allerede fra morgenstunden, da vi åbnede porten, og i løbet af dagen besøgte de flittigt de forskellige aktiviteter på pladsen. Så vi synes, at det var en succes at holde åbent hus, og vi forventer at afholde lignende arrangementer i takt med, at byggeriet skrider frem.
Busrundtur og udsigtsplatform ved byggeriet
Ved åbent hus arrangementet bragte en guidet busrundtur de besøgende tæt på Nordjyllands største byggeri, som skal stå færdigt i år 2020, og i byggepladsens pavillon var der både udstilling omkring fremtidens hospital, tegneværksted for de fremmødte børn samt en mulighed for at komme op på udsigtsplatformen på taget og se hele byggeriet lidt fra oven.
Ambulance med blå blink og CO2-neutral biogasbus
På pladsen foran pavillonen kunne Regionen byde gæsterne på flere oplevelser i samarbejde med Falck og Arriva. Dels demonstration af det nyeste isenkram inden for det nordjyske ambulanceberedskab og dels en CO2-neutral biogasbus, som er et initiativ i Regionens indsats for miljøvenlig offentlig transport.
Arrangementet var lavet i samarbejde med Falck og Arriva samt led i den store event Derfor Nordjylland, hvor Regionen, kommunerne, TV2 Nord og DR P4 Nordjylland i hele ugen op til lørdag den 10. september satte fokus på det, der gør os stolte af Nordjylland.
Se billeder og video fra Regionens åbent hus nedenfor.
Besøg Facebook-siden for Derfor Nordjylland