Dronetur over det nye universitetshospital

Tag med på en dronetur over det kommende universitetshospital og psykiatribyggeriet og se de flotte billeder fra en sensommerdag i september.

På droneturen ser du regionens byggerier til det nye universitetshospital, Servicehuset og Psykiatriens 1. etape.

Nyt Aalborg Universitetshospital

På det nye universitetshospital og i Servicehuset er bygningerne lukkede, tagdækningerne er færdige, og facaderne er isat vinduer og døre. Dronens øje kan desværre ikke fange, det der sker inde bag facaderne. Her er der i efteråret støbt gulv i forhallen, og der udføres fortsat de indvendige arbejder som for eksempel installation af mødebokse i forhal, opsætning af tekniske installationer samt maling af vægge og lofter rundt om i de forskellige bygninger.

På Hadsund Landevej er der i efteråret etableret indkørsler til universitetshospitalet og Servicehuset med signalanlæg og svingbaner. I fremtiden vil vareleverancer til og fra Servicehuset kun skulle benytte den nordlige adgang, hvorved det undgås, at den tunge trafik blandes med personbiler og gående.

Psykiatribyggeri

Byggeriet er i sin afsluttende fase, og de grønne tage er anlagt. Du får en tur i dronen hen over bygninger og de forskellige uderum til patienter og personale. I de store haverum er der anlagt stier og græsarealer, og der er etableret sportsfaciliteter, drivhuse samt opholdsområder.

Nye byggerier i området

Staten opfører Aalborg Universitets nye Sundhedsfaglige Fakultet (SUND) nordvest for det nye universitetshospital, og regionen har igangsat et byggeri til en fælles forhal mod nord. Forhallen vil forbinde det nye universitetshospital med universitets nye fakultet samt fremtidige udbygninger mod nord blandt andet Steno Diabetes Center Nordjylland.

Opdateret